Da jeg stoppede for halvandet år siden med at svømme, så sluttede en æra i mit liv, og en ventetid... en pause begyndte i mit liv. I den tid jeg havde svømmet, vidste jeg hvem jeg var. Jeg vidste hvad jeg ville, hvor jeg ville hen, men pluslig vidste jeg intet. Jeg kendte ikke mig selv mere. Når man ikke kender sig selv, så vil man opdage at der er et kæmpe tomrum i sit liv. Man mangler mening. Derfor prøver man at udfylde tomrummet. Man fylder det bare op med følelser og mål, som i sidste ende bare har formålet at udfylde tomrummet. Målene og følelserne er gode nok, men de er ikke rigtige ægte, og udover det, så mangler man det som skulle havde været der. Lige som at fjerne indvoldene i din mave, og så fylde maven med grise indvolde... Det virker, men man mangler noget. I det halvandet år jeg så ikke har svømmet, var jeg faret vild. Den bedste måde at forklare det på er vel at se på kyllingen. Fordi når du prøver at finde dig selv, er man ligesom en kylling der mangler hovedet. Den farer vildt rundt og prøver at finde dens hoved, og den farer rundt, og rundt, og rundt, og rundt, og rundt, hvorefter den farer rundt engang til, også ligger den død. Man farer rundt og rundt og rundt, for at finde ud af hvem man er. Det sværeste er stort set at indse at man ikke er den man nu var engang. Jeg var ikke den jeg engang var. Jeg havde et kaotisk sind, og derfor søgte jeg efter indre fred i mit sind... Jeg begynder at lyde som en hippie/munk. Men dette er sandt. Fred i sindet, eller som man ellers kalder det, at få styr på ens hoved. og for mig er det svært, da jeg allerede normalt har et kaotisk sind. I min tid som ikke-svømmer, har jeg så haft masser tid til at kigge indad i mig selv. og det man finder ud af er... er... at... Man finder faktisk ud af en del, men alligevel ikke så meget. Man genfinder sig selv. Jeg brugte megen af min tid på at meditere, gå til flere fester, denne blog og ikke mindst at lærer mig selv at kende. Nu kender jeg mig selv, og jeg begynder at kende andre. Man begynder at kende sine mål igen. En ting jeg er blevet, af at kende mig selv, er stolt. Da mit sande jeg og sind blev klart, blev jeg stolt af mig. Ikke fordi at jeg har levet et liv hvor jeg har levet fuldt ud. Jeg har ikke nået alle mine mål. Jeg har dummet mig, flere gange end jeg kan huske, og har også været et svin en gange eller to. Jeg fortryder tusind ting, og har gjort mange ting som jeg elsker. Jeg blev stolt, fordi jeg nu vidste hvem jeg var. Jeg var nu klar i hovedet. Jeg kunne nu se lyset for enden at tunlen. (Selvom det er en metafor for at dø, så handler metaforen om at rejse fra et punkt til det andet punkt, og derfor komme til et nyt sted. I livet som i døden). Men man opdager hurtigt, at når man kommer til enden af tunlen, så er der en vej, som vil fører dig hen til to ruter, som derefter vil fører dig hen til flere ruter, som derefter vil fører dig hele vejen rundt om jorden, indtil du vil stå ved start igen, og når du står der, så vil du kigge tilbage og le. Le af livet, og le af tåbelige, ubehagelige, sjove som så hårde dele af ruten, fordi at alt det du har oplevet og set har formet dig, og du vil se at du er forandret, men stadig dig selv. Livet er bare tåbeligt, fantastisk og en hel del mere. Derfor vil du le. Her den anden dag havde jeg fx en syrealistisk oplevelse her den anden dag. Jeg så den nye film "AWESOMENESS OF LEGENDARY AWESOMENESS"... Filmen hed "The Dark Knight Rises". Det er en smuk film. Den er en den helt perfekt komponeret film. Især hvis man er fan af Batman universet. Denne Batman trilogi, betyder meget for mig, især fordi den repræsentere en æra i mit liv. En æra på 7 år. Den har inspireret mig. Den har hjulpet mig gennem hårde tider, såvel som glade tider. Jeg opdagede først, hvor meget trilogien betød for mig, i slutningen af filmen, hvor jeg begyndte at græde. (Hvis piger græder over "Titanic", så vil havde lov til at græde over noget mandigt. ) Den har vist mig vejen til min vej i livet. Så nu lytter jeg altid til mig, og kun mig... og jeg lytter lidt til dig, hvis du spørger pænt. Pfff... Who am i kidding? Jeg vil alligevel ikke hører efter hvad i siger.
Min nye æra, er begyndt, og den begyndte med "RISE" oplægget, opkaldt efter "The Dark Knight Rises". Jeg ved nu at jeg er svag. Svag i sind og krop. Men nu dog stærkere end nogensinde. Derfor lige meget
hvor hårdt jeg har det, prøver jeg at være rolig. Jeg har indre ro. Dog når man er rolig, begynder man at åbne sit sind. Jeg kan ikke beskrive det, men jeg ved nu ting om mig selv og mennesker som jeg ikke vidste. Jeg har fx lagt mærke til at af og til gider jeg ikke at være social. Så kan jeg bedre lide at være alene, se lidt fjernsyn, læse en tegneserie hæfte eller bare få ro i hovedet. og engang imellem, kan jeg godt lide at være social. Det hele er to sider af en mønt. Alle er vel en mønt. En mønt har to sider. To personligheder. Engang imellem ligger mønten på en side, og derfor viser man en side af sig selv, og gemmer den anden side. Så flipper man mønten, og man viser en anden side af ens personlighed. Min mønt ville dog nok havde flere end to sider... Jeg ved dog ikke om det så ville blive til en terning. Men jeg... kender mig nu, men jeg tror dog stadig ikke at jeg nogensinde vil forstå mig helt, eller kende mig selv 110 %. Nej, tværtimod. Men jeg er ny. Jeg er en ny Sofus. Måske en bedre Sofus. Rise, i have, and there for i am a new ERA!!!
