Forestil jer en normal dag... udover det ikke var en normal dag, da det var en fridag... Men det er ikke pointen... Men jo det var jo en nogenlunde normal dag da solen stod op i øst og gik ned i noget liggende vest, og man kan godt havde fri på en normal dag. Men altså det var en normal dag. Jeg skulle i kirken fordi min lille sol skulle konfirmeres. Jeg så som altid fantastisk ud, med butterfly og helt fantastisk selvtillid og udseende. Når en person skal konfirmeres skal denne person i kirke, og jeg skulle overvære ceremonien ( Nej! Jeg fik ikke tårer i øjne. En Rigtig Mand Tuder!!!), i kirken. By the way, jeg elsker det der med at børn bliver konfirmeret i troen om at man så bliver voksen. For børn, det bliver i ikke. Så jeg var uden for kirken. Vidunderlig dag. Dejligt vejr.. eller var det overskyet. Det er ikke det vigtige. Min lille sol havde smuttet over til mødestedet for konfirmander (En anden vigtig ting, jeg bruger sol som en metafor for min lil søs), og jeg stod med min mor, mormor, stedmor og mandlige mor (far), og var bare sådan stille og rolig. Vi gik ind i kirken, og jeg hilste på gud og han hilste på mig, for alle ved jo at der findes ti guder i verden man skal respektere. 1. Gud. Jeg ved sgu ikke helt om han findes, men håber sgu alligevel ikke jeg bare stopper med at eksistere når man dør. Så ville jeg heller tro på jeg bliver til en del af et større system. Hvis jeg beskriver gud som en mand, så er det fordi det er kun en mand der ville havde hvilet den 7. dag. Hvis han var en kvinde så ville hun havde rettet op i alt det lort der blev lavet de første 6. dage... 2. Din mor. Fordi hun fucking gav liv til dig med smerte!
3. Din far. Fordi han sgu fucking nød at give liv til dig 4. Barney Stinson. You know why ;) . 5. The Besselhoff. Det eneste jeg ved med sikkerhed er at jeg eksistere. Så kan jeg sgu også udgive mig som gud. Tilbage til historien. Men Det er dog den første gud jeg taler om. Jeg hilste på ham/ hans kirke, og jeg smuttede inden for i kirken. Jeg vandrer ned af gulvet, og hilser på de mennesker jeg kender, og jeg ender ved rækken. Den række jeg skal sidde ved. Solens række. Da jeg begyndte at gå ind på rækken, der var noget i luften. Noget usigeligt. Et eller andet. Jeg kunne mærke det. Det var guds hus, og der skete et mirakel. Noget eller nogen tog mig i ærmet. Et træk jeg ikke havde forventet. Noget uventet. Jeg vendte mig og tiden står stille. Det var ikke en engel, fordi det er en krydsning mellem en due og et menneske.. og for mig er det sgu lidt... Tja... Forkert... Men det var et tidspunkt hvor tiden stod stille, og man bare ser.. Ser det smukkeste, dejligste, fantastiske, ekstraordinære... Det var ubeskriveligt. Fra den dag fik jeg sgu alt tilbage. Alt det og mere til. And that's how i met your Aunt kidz... The Story haven't even begun. And the phoenix has just begun to rise!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar